18/10/2026
I dag var afslutningen på et langt stykke frivilligt benarbejde, som mundede ud i et komplekst projekteringsarbejde, før bygningen kunne blive til virkelighed.
I 2023 tilbød jeg som daværende lokalrådsformand at hjælpe med at få en bålhytte op i mit eget lokalområde. Den skulle være base for børnehavebørnene, når de er i skoven, og samlingspunkt for byens og omegnens borgere. Jeg tilbød at sponsorere et skitseprojekt, fordi jeg mente, at byen og børnene fortjente mere end blot en “normal” bålhytte. Projektet blev lynhurtigt som et lille barn for mig.
Jeg lod mig inspirere af naturen og omgivelserne, som hytten skulle stå i, men også af en idé, der har groet i mit sind siden en studietur til Mexico i 2009. Nu fandt idéen og inspirationen endelig sin plads i et projekt, jeg fik lov at realisere, og det oven i købet i mit eget lokalsamfund.
Efter flere års arbejde kan jeg nu endelig se projektet færdigt. Som arkitekt har jeg tegnet etagebyggeri, erhvervsdomiciler, store og små villaer, sommerhuse, totalrenoveringer og meget mere. Alligevel er det dette lille, “simple” projekt, jeg er allermest stolt af.
At skabe et projekt, hvor voksne og børn, store og små, unge og gamle kan mødes på tværs i og omkring en bygning, jeg har tegnet til netop det formål, gør mig stolt. Det er faktisk derfor, jeg i sin tid blev arkitekt: for at skabe steder, der vækker nysgerrighed og undren og giver forståelse for matematik og tektoniske kræfter. Det har jeg nået med dette beskedne projekt.
Tak til alle, der har gjort det muligt at skabe denne smukke bygning som en hyldest til naturen og arkitekturen.
Sam, SAMVÆRK Arkitektur
Resenbro Lokalråd, Jonatan og Louise Bay, Silkeborg Kommune, Lokale og Anlægsfonden - LOA, Friluftsrådet Outdoor og Norlys