20/10/2026
Alle kommunale institutioner, børnehaver og skoler tænker selvfølgelig biodiversitet og bæredygtighed ind – både i formidling og i praksis.
Det burde da være åbenlyst. Eller hvad?
At kunne sætte navn på en plante, en sommerfugl eller en bille er ikke bare at lære et navn. Det er at få øje på et andet liv og forstå, at det har sin egen måde at være til på.
Når vi lærer andre væsners liv at kende, bliver verden omkring os større – og samtidig bliver vi selv mere forankrede i den.
Det giver udsyn. Og måske også en form for jordforbindelse. Man bliver simpelthen lidt mere hjemme et sted, når man ved, hvem man deler det med. Det er livsvigtigt at kende til.
Derfor er det så vigtigt, at vores børn får lov til at fascineres af de små væsner og lærer at sætte navn på nogle af dem. Jeg tror grundlæggende, at børnene er meget mere i sync med naturen, end vi forstår. Men det er jo os voksne, der er ansvarlige for at skabe de rette omgivelser.
Og det gælder ikke kun i formidlingen, men også i de fysiske rammer, vi giver børnene.
Jeg kigger for tiden med rynkede bryn på udearealerne ved min søns børnehave, hvor der netop nu igen spærres af, graves op, fjernes beplantning og sås græs. Nok fordi det ikke har været tænkt smart fra begyndelsen (og er det næppe heller denne gang). Her tilbydes så et udeliv med afspærring og maskinstøj fra mænd i maskiner med halve løsninger. Og så har institutionen tilmed svanemærket.
Jeg savner en tydelig sammenhæng mellem ambitionerne for biodiversitet og de konkrete valg, vi træffer i praksis. Hvordan er naturen tænkt ind i børnenes hverdag – og hvordan sikrer vi, at hensynet til leg, drift og sikkerhed også giver plads til det levende omkring os?
Tænk hvis man havde folk på opgaven, som vidste noget om permakultur, bæredygtighed og biodiversitet.
