09/10/2026
PÅ LUNDEMARKSVEJ 18 OPFØRER VI EN NY OG MODERNE TANDLÆGEKLINIK SAMT 5 PRIVATE LEJLIGHEDER.
EBH Byg har tidligere bygget for tandlægerne Christian Eggers og Lone Vester, og vi ser frem til endnu engang at arbejde sammen. Det er skønt at opleve, hvordan en sag og et bekendtskab kan udvikle sig til noget større.
”Det glæder mig, at flere borgere i Holbæk snart kan komme ordentligt til tandlægen” – sådan takkede Borgmesteren blandt andet Bygherre Henrik Krebs og Tandlægerne Lone Vester og Christian Eggers, ved første spadestik på Lundemarksvej 18.
Det var ikke den eneste rose, der lød fra Christina Krzyrosiak Hansen. Borgmesteren tropper altid op med indlevelse og interesse og bemærkede også denne dag nogle af Holbæks ildsjæle.
Hun takkede blandt andet Henrik Krebs for sin ambitiøse tilgang til byggeri – hvordan han ser færdige resultater, hvor andre ser udfordringer. Og Tandlæge Lone Vester for sit engagement og kamp for borgernes tandsundhed. Og til sidst kom turen til EBH Byg: ”En kendt lokal entreprenør med enormt meget krudt i røven – tak til EBH”.
Tak Christina, i lige måde. Og tak til alle jer andre fordi I kiggede forbi til et hyggeligt arrangement, som markerer starten på et spændende projekt.
Vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet, som vi forventer står klar slt 2027.
Info: Harald Tandlægerne er en sammenslutning af tandlæger, der bygger på andelsbevægelsens tanker. Når Lundemarksvej står færdig, åbner en ny afdeling af Harald Tandlægerne - Eggers og Vester.