06/10/2026
Præmiering af Vilslev Præstegård
Den 5. oktober 2026 modtog restaureringen af Vilslev Præstegård prisen “For den gode restaurering i respekt for historien” af Esbjerg Kommunes Byfond.
I bedømmelsen kan læses:
Det nuværende stuehus på præstegården er opført i 1907. Bygningen er et fint eksempel på den klassiske historicisme fra slutningen af 1800-tallet. En stil, der her kommer til udtryk gennem solidt murværk og tidstypiske arkitektoniske detaljer. Udtrykket trækker desuden tråde til den traditionelle vestjyske og marsk-relaterede byggeskik, som kendetegner Ribeegnen.
Ved restaureringen af stuehuset har Jørgen Overbys Tegnestue været nødsaget til at rippe alle facaderne, for at kunne genskabe facadernes oprindelige udtryk ved at anvende korrekte materialer. Ligeledes har man prøvet at finde frem til den originale udvendige farve. Denne fremgangsmåde i istandsættelsen har fastholdt bygningens arkitektoniske udtryk til de kommende årtier, og har tydeliggjort de kulturhistoriske værdier, der er karakteristiske for både byen Vilslev og for præstegården selv.
Indendørs er der foretaget få, men betydelige ændringer med dyb respekt for de historiske rammer, hvilket har skabt en moderne og nutidig bolig for præsten og dennes familie. Byfonden bemærker, at bygherre og arkitekt har forsøgt at genanvende så meget materiale som muligt, og at der er anskaffet genbrugssten i granit til belægningen foran huset.
Esbjerg Kommunes Byfond premierer hermed Vilslev Præstegårds stuehus for den vellykkede restaurering.
Vi er stolte af både resultatet og præmieringen. En tak skal lyde til Vilslev Menighedsråd for et godt og tillidsfuldt samarbejde om restaureringen.