03/06/2026
Rygsá Bofællesskab i Argir
I Rygsá i Argir syd for Tórshavn opføres et nyt botilbud for mennesker med autisme, der samler 24 boliger i en sammenhængende, men varieret bebyggelse.
Projektet er nu i anlægsfasen, hvor de første arbejder i terrænet er i gang. Klippen på grunden er netop blevet sprængt bort som led i forberedelsen af byggefeltet til det kommende bofællesskab.
Projektet er disponeret som fire forskudte volumener, der nedskalerer helheden til en boligstruktur i familie med områdets småhusbebyggelse. Grebet reducerer institutionspræg og understøtter en mere hjemlig og genkendelig skala.
Bebyggelsen følger terrænet og er organiseret i overskuelige bo-enheder med egen adgang. Boligerne orienteres forskelligt mod hav, fjeld og beskyttede uderum, hvilket skaber variation, ro og mulighed for både fællesskab og privathed.
Projektet tager afsæt i principperne for helende arkitektur og er udviklet i tæt dialog med beboere, Autismeforeningen og MEGD – og i et stærkt og tillidsfuldt samarbejde i det samlede projektteam.
Bygherre: Landsverk
Arkitekter: EYA Arkitektar og Cubo arkitekter
Landskabsarkitekt: EYA Arkitektar
Ingeniører: Verkfo, PB Consult og LBF