15/10/2026
Et par afvekslende ture til Ålesund
De sidste uger har budt på et par ture til Ålesund, der har været afvekslende, i forhold til at køre på Vestlandet. Noget jeg ellers værdsætter med kystnaturen og sejlturene med de lokale færger. Her kommer en noget lang turberetning, skrevet på færgeturen fra Göteborg til Frederikshavn, for den interesserede følger. Og I andre kan jo bare scrolle videre 😉
Mange finder det fascinerende at køre i Nordnorge, der absolut “kan noget”. Jeg har for år tilbage haft turen op gennem Sverige med en tur ind over Finland til det nordligste Nordnorge. Nogle vil gerne køre den tur, uanset om det er solrig sommer eller mørk vinter. Hvor udfordringer og stilheden kan nydes, med et fåtal af turister.
Lige såvel kan den sydlige del af Norge nydes og opleves med sin afvekslende natur. Og er man turist kan meget af Norge opleves mellem Lindesnes i Syd til Tordenskjolds barndomsby Trondheim og fiskerbyen Ålesund ude på vestkysten. Lidt nord for den berygtede pynt med Stadfjeldet, mellem Ålesund og fiskerbyen Måløy. En fjeldpynt, hvor der ofte er storm og høj sø, der kan drille skibstrafikken langs norskekysten. Så meget at der nu er iværksat et tunnelbyggeri for skibe, der i fremtiden vil kunne sejle igennem fjeldet. Både store fiskeskibe og mindre fragtskibe samt lystbåde vil kunne benytte verdens første skibstunnel til den tid. Jow job olierigdommene i Norge kan føre meget med sig ...
Jeg kørte turen fra Larvik op til Drammen og videre op. Den ene gang ad E6 gennem Oslo og videre med nord forbi Hamrer, Lillehammer, Hafjell og Kvitfjell til Dovre og Dombås, hvor jeg drejede til venstre ud over Bjørlifjeldet og Romsdalen til Åndalsnes, hvor vejen skiller mellem Ålesund og Molde.
Den anden gang drejede jeg til venstre ved Drammen og kørte op langs Møsjøen mod Raufoss, og derfra videre ad E6’eren til Hammer, og som beskrevet ovenfor. Den sidste tur bød - lidt nord for Drammen - på den første sne i den kommende vintersæson. Ikke meget, men nok til at give grantræerne et strejf af julepynt.
Typisk køres der danske og tyske varer som byggematerialer, køkkener, maskiner og maskindele, elmotorer og -styringer, maritimt udstyr osv. til Norge. Særligt til Ålesund og Molde er det ofte noget maritimt som fx redningsflåder for Viking Life Saving Equipment, der er en del af læsset. Og retur kan vi så have typiske norske varer med som fx. wirer og andet stål eller oliebaserede plastprodukter m.v. Så på den måde indgår lastbilerne i vareudvekslingen, af det vi er bedst til i de forskellige lande.
Kørslen indebærer så, at der til tider køres med farligt gods. Det kan fx være særligt brandfarligt eller eksplosivt. Noget der kræver et tillæg til chaufføruddannelsen med et ADR-kursus og ADR-udstyr som brandslukkere, værnemidler mv. i bilen, samt skiltning på bilen og traileren. Der kan også være tale om særlige vilkår ved færgeoverfarten, med fx. parkering på “vejrdækket”, så lastbilen står ude bagerst på færgen i fri luft under overfarten på Skagerrak eller Kattegat. Og nogle rederier vil enig ikke have den slags lastbiler med. Jeg tænker ikke det er noget mange udenfor branchen er klar over, eller skænker en tanke hvordan godset kommer frem til forbrugerne. Og hvorfor en 25-øre eller to per kilo gods, ikke burde betyde noget hos forbrugeren. Så der også bør være plads til at køre godset med veluddannede danske chauffører.
For selvom vi er i EU er der forskel på EU-kvalifikationsbevisets indhold for chaufførerne. Jeg ved fra samtaler med fx østeuropæiske, asiatiske og afrikanske chauffører, at fx deres EU-kvalifikationsbeviser og ADR-kurser samt lastvognskørekortet og chaufføruddannelsen er noget mindre omfattende, end for de danske chauffører. Hvad vi i Danmark skal bruge dage og uger på, kan andre steder klares på timer eller online, … og måske hjælpes på vej af “en brun kuvert”.
Desværre kan man ikke som forbruger vælge mellem en dansk transport, en EU transport eller en tredjelandstransport. Ligesom man kan vælge mellem æg fra burhøns eller fritgående høs, eller man kan vælge mellem økologiske eller ikke-økologiske grøntsager. Jeg tænker det kan være aktuelt, hvis man på samme måde kunne vælge for transporten. Der fx kan have særlige temperaturkrav, tiden kan være afgørende for holdbarheden eller næste led i godsets proces, overholdelse af miljøreglerne kan have særlig betydning for kunden, eller man kan ønske sig at sikre arbejdsmarkedsregler og sociale vilkår overholdes etc.
Så kan du jo tænke det er en selvfølge lovkravene overholdes. Men ak nej. Det er ingen selvfølge. Som beskrevet ovenfor kan nogle kursusbeviser erhverves på timer eller online, imens danske chauffører sidder på skolebænken i dagevis. Og det gør en forskel. Det gør også en forskel, at vi i Danmark og Norden i det hele taget har en fællesskabskultur med ansvarlighed overfor kunderne, kollegerne og samarbejdspartnerne. Samt samfundet i almindelighed, og respekt overfor lovene. Imens man i mange andre lande, som fx de østeuropæiske, har en noget mere opportunistisk og egoistisk kultur, hvor det er “mig først”. Og heller ikke har samme respekt for lov og orden. Hvis ikke lige frem politiet står og ser på det, behøver man ikke lige følge reglerne … Det oplevede jeg et groteske eksempel på.
Da jeg lørdag eftermiddag sejlede ud med færgen til Larvik, havde jeg god tid ved indcheckningen hos Colorline og hos tolden i Hirtshals, hvor der ikke var mange weekendkunder i butikken. Så jeg fik mig en god snak med “Tommy Tolder”. Om udfordringerne og oplevelserne som eksportchauffør. Samt noget om toldbehandling, hvor jeg så også lærte noget. Jeg lærer og prøver noget nyt stort set hver eneste dag …. Det nye jeg så lærte den lørdag, var at det faktisk ofte hænder, at de østeuropæiske chauffører ofte bare kører ud på motorvejen og forbi tolden …!! I Hirtshals kører lastbilerne ud fra færgeterminalen og et par kilometer mod syd, hvor toldstationen ligger, for registrering af de ud- og indgående varer på lastbilerne. Hvor grænsen jo er en EU-grænse til Norge og evt. UK. Og vi som lastbilchauffører har meldepligt, uanset om vi har gods ombord, eller kører med en tom bil. I så fald skal vi også ind og udfylde en erklæring om vi kører tomt ind i EU. At en del “ikke-nordiske” chauffører simpelthen bare kører på motorvejen forbi tolden, blev jeg alligevel paf over. Og at der så kal bruges ressourcer på, at indfange dem på vejen gennem Danmark. Eller stiltiende acceptere det sker. Med mit kendskab til fx østeuropæisk kultur, kan det så alligevel ikke undre. For der står jo ikke en tolder med gul vest og pistol, der fortæller dem, hvad de skal gøre straks de kører af færgen. I fx Norge kommer man ikke ud af den indhegnede plads, inden man har være forbi tolden. Og det er for ganske nyligt digitaliseret, hvilket synligvis gør det noget udfordrende for flere af de “ikke-nordiske” chauffører. Og det hænder da også helt klart at de østeuropæiske biler oftere udtages til toldkontrol end de danske. Helt fair og fornuftigt tænker jeg. Ligesom det er lige så fair og fornuftigt, at de østeuropæiske biler oftere udtages til kontrol af det norske vejtilsyn.
For ligesom jeg snakker med tolderne, færgefolkene, chauffører m.fl., snakker jeg også med bilsynsfolk og politiet. Hvor det tydeligvis fremgår, at der relativt set oftere er bøvl med de “ikke nordiske” biler og ders chauffører. Med alt fra dæk, lys og læsning til hviletider, uddannelsesbeviser og ansættelsesforhold. Er det så ikke fair nok hvis det kostede mere, at få sit gods kørt med en nordisk lastbil og en nordisk chauffør?? Det tænker jeg er et relevant spørgsmål …
Nå tilbage til turene mellem Blue Waters Shippings terminal i Taulov og Ålesund. Kørslen bød på flot efterårsnatur i regn, blæst, tåge, sol, slud og sne samt stille vejr med flotte dage og betagende stjernehimler. Ganske afvekslende. På en årstid, hvor oliefyret nu tændes for at holde varmen om natten, efter at den første nattefrost har sat ind.
På mine hjemture havde jeg forskelligt gods med hjem. Den ene gang var det bl.a. bildele fremstillet hos Kongsberg Automotive i Raufoss, hvor de producerer komponenter for fx. Scania. Raufoss er et ganske interessant industriområde i det sydlige Norge mellem Drammen og Lillehammer. Industriparken omfatter ca. 70 små og store virksomheder relateret til mekanisk og elektronisk industri. Der fremstilles alt fra ganske harmløse industriprodukter til våben og am******on. Så området er afspærret og lastbilen overvåges eller fælges evt. til virksomheden, der skal losses eller læsses hos. Jeg har nu været der flere gange og er checket, så jeg kan få lov til køre inde på området og komme der om aftenen, udenfor deres sædvanlige åbningstid. Jeg har også ved mine tidligere jobs været sikkerhedsgodkendt hos Forsvarets Efterretningstjeneste, hvilket jeg dog ikke tænker er påkrævet for at køre med maskindele. Men har også været på deres nye am******onsfabrik, der snart er klar til produktion. For nogle gange siden med god tid, fik jeg en rundvisning. Det er med en ret imponerende hastighed der kan spyttes granater ud, når først produktionen startes op. Takttiden er sekunder og ikke flere minutter eller timer, så der er kølekamre til at svale granaterne i produktionsprocessen. Og noget mere moderne end den gamle fabrik. Hvis du lægger mærke til det på billederne, kan du se at der ved den gamle fabrik skiltes med gule granater …. Efter sådan et besøg, kan jeg jo tænke mit om, at vi i Danmark ikke er kommet videre end til jordarbejde og naboklager i ved vores nye våbenfabrik i Elling ved Frederikshavn … Nordmændende er ikke specielt arbejdsivrige, men de får jo dog ting til at ske. Ofte med danskernes hjælp 😉
Nå det jeg skulle have med retur var denne gang var bildele. Og her kom det nordsiek mig til hjælp. Og at jeg har været der tidligere. For det blev stramt med tiden at nå syd på gennem Romsdalen og Gudbrandsdalen med fjeldene der imellem. Så jeg fik en aftale med dem hos Kongsberg Automotive om, at jeg måtte læsse hos aftenholdet. Og da jeg kom til vagten vidste han udmærket hvem Vikingen og Jens Bollerup var. Det gik derfor ganske hurtigt med at få passage ind på området, og uledsaget køre til læsserampen, hvor godset stor klart. Helt perfekt. Hvorefter turen gik videre mod syd til færgen i Larvik.
Den næste tur gik det ikke hel så let med, at komme mod syd, men inden du får den beretning, er her lige lidt om losningen i Ålesund og et vennebesøg. Los ingen i Ålesund gik ret hurtigt. Det første sted var hos Fælleskjøbet, der er de norske landmænds fælles indkøbsorganisation. Lidt som vi kender det fra dansk landbrug. Hos dem skulle jeg losse tre paller med maskindele i industriområdet lidt udenfor Vestens, hvor jeg havde overnattet i en kølig og stjerneklar nat ved lystbådehavnen.
Da jeg troppede op klokken 7 var der ikke nogen læssefolk, lød beskeden. Men jeg fik adgang til en truck, og måtte så selv igang. Det er i sådanne situationer vi danskere kan mere end være østeuropæiske “kolleger”. Både når det gælder kundskaber og sproget, til at det kan køre for os. Nå jeg fik læsset, og da jeg så lige skulle have en kvittering for godset på fragtbrevet, gik jeg ind på deres smedeværksted, hvor der så sad 6-8 mand og drak kaffe, imens det mest af alt lignede en spillebule. De koser sig (hygger) de nordmænd …. Og flinke er de oftest. Uden flinke skal misforstås, som når nordmændene bruger ordet flinke, der hos dem sidestilles med dygtige … Dygtige kan de dog også være, i tillæg til at være flinke.
Videre det gik til det store vognmandsfirma Veøy, fo losning af 15-20 paller på deres terminal. Der fik jeg bare oplyst et rampenummer, hvorefter de pegede på en elstabler. Så var det bare, at bakke til og gå igang. Det var lidt bøvlet, da jeg bl.a. havde 4 meter lange vandrør med, noget ukurant udstyr til et betonværk osv. Men det giver jo motion og afveksling i hverdagen, så helt fint med det.
Så gik det videre til det tredje lossested, der var hos et lokalt fragtfirma tæt på et af skibsværfterne, hvor en af Norges største trawlere “Ramoen K” lå. Den slag syntes jeg jo altid er lidt fascinerende at se på, og sender tankerne til min gamle far Bollerup, der ofte havde mig med på værfterne som dreng, og med ombord på Nagtoralik og Nokasa, når lejligheden bød sig.
Også der måtte jeg selv på trucken. Da jeg ankom blev der bare peget ind mod en dør “Office” lød det kort og godt, fra en af de ansatte østeuropæere. Jeg gik så ind på Office, hvor der sad en norsk jente og scrollede på sin mobiltelefon. Jeg meddelte hende så jeg havde 7 paller fra Danmark. Stort set uden at kigge op fra hendes spil på mobilen, lød det “Du losser dem på gulva”, hvortil jeg svarede “OK, jeg snupper en truck” med svarreplikken “Gør det”. Så var den kommunikation klaret. Så igen måtte jeg på trucken og denne gang på med langgaflerne, for ikke at skulle trække presenningen fra i begge sider, da der ikke kunne losses ved en rampe. Trucken her var så lidt anderledes, da frem og bak sad i pedalerne. Venstre pedal til bak og høre pedal til frem. Med en bremse i midten. Oftest sidder frem og bak i en kontakt på rattet, som viskerarmen eller blinklyset i en bil. Fra tidligere tider vidste jeg godt nogle trucks har det i fødderne, men de gange jeg har købt trucks ind, har truckførerne altid foretrukket skiftet i rattet, hvilket jeg også klart selv er mest komfortabel med. At have skiftet i fødderne kræver lidt koncentration, da venstre pedalen i en bil jo er bremsen. Mens den her bakkede … Det gik dog med forsigtighed, og jeg fik de 7 paller sat pænt ind til siden på gulvet, som beskeden lød fra madammen.
Nå så gik det videre til det fjerde og sidste lossested hos Viking Life Saving Equipment, hvor jeg var allerede ved godt 11-tiden. Deres gods stod jo forrest med redningsflåder, lodslejdere, redningsdragter og andet godt til søfarende. Så det skulle også ud af siden. Jeg har været der flere gange før, så det gik hurtigt. Da vi var færdige blev jeg inviteret på lunsj med chili con carne og kage til dessert, alt imens vi fik en skikkelig prat (snak) og rundede af med kaffe. For jeg kunne først læsse om eftermiddagen, og de sidste gods havde de først ude hos Veøy ved 16-17-tiden ….
Så jeg havde inden ankomsten til Ålesund taget kontakt til Hans Erik Rasmussen, der er en gevaldigt flink dansker fra Lolland, men har boet i Norge det meste af hans voksne liv. Et spændende liv. Hvor arbejdslivet startede som sømand med det norske skole skib Christian Radich. Siden har han arbejdet hos Posten, i landbruget, kørt som chauffør, har udlejningsejendomme og senest været turguide hos adventurefirmaet 66 North i Ålesund. Hans Erik er lige fyldt 70, og har arbejdet indtil nu, og bor i Ålesunds Nordøstlige udkant direkte ned til en sø.
Jeg lærte Hans Erik at kende for nogle år siden, da min gamle far Christian Bollerup og jeg kom til Ålesund med Lord Nelson (der også er på Fjæsen her som Nelson Hallberg-Rassy no 1.) Da var Hans Erik på lystbådehavnen med en søn og sønnens kammerat. Han hjalp os så med at leje en plads i den private lystbådehavn, der ellers er utilgængelig for turister. Næste dag kørte han os til lufthavnen, da far skulle afmønstre og hjem til Danmark. Et par dage senere hentede Hans Erik så Maria Kathrine Houlind og jeg i lufthavnen. Siden dengang har jeg så bestræbt mig på, at mødes med ham, og gerne have dansk medisterpølse med, da det ikke er kendt i Norge.
Hans Erik og jeg havde en hyggelig eftermiddag hjemme hos ham, hvor han bl.a. viste film og billeder fra kærestens hus i NordNorge mellem Tromsø og Alta, næsten helt oppe ved Nordkap.
Inden vi kørte ud til Hans Erik, havde jeg læsset det super brandfarlige gods hos Undolitt i Ålesund. Undolitt laver bl.a. isolering og polykasser. Eller flamingokasser om du vil. Du kender dem måske fra deres fabrikker i bl.a. Viborg, Glejbjerg og Billund. Det jeg skulle have med var råvarer. Det vil sige granulat, der kan laves flamingo af. Det virker lidt som minipopcorn. Små perler, der kan poppes op og blive til flamingokugler i produktionsprocessen. Og så indgå i fremstillingen af polykasser til fx fødevarer som fisk og grønsager, eller blomsterkasser. Det kan også være til isoleringsplader for byggeindustrien.
Polystyren er jo et oliebaseret produkt, og har du set flamingo brænde, ved du at det er hyper brandfarligt. Og så kan du jo nok forestille dig brandfaren i komprimeret form, inden kuglerne er poppet … Så læsningen foregik kontrolleret med check af de orange skilte var monteret og udfoldet på trækkeren og traileren, der blev taget billeder af. Det blev kontrolleret, at at jeg havde mit ADR-kompetencebevis for kørsel med farligt gods, at jeg også som vognmand var godkendt til kørsel med farligt gods, at jeg havde gyldigt kørekort osv. Det norske Sundolit gjorde i hvert hvad de kunne, for at transporten var lovlig. Og helt fint med det.
Næste udfordring blev så, at Colorline ikke ville have mig med over Skagerrak på en EU-grænseoverskridende sejlads, grundet brandfaren. Så jeg skulle over land til Svinesund for indfortoldning i EU og videre med Stena Line fra Göteborg.
Men inden jeg kom dertil opstod der endnu en udfordring, for jeg skulle lige have godt og vel et par ladmeter fri til 6 paller. 2 paller med reservedele til en fiskefabrik på Færøerne, der skulle sættes af på Århus Havn. Og 4 paller med nogle wirer og wiredele til Viking Life Saving Equipment i Esbjerg. I første omgang fik jeg besked om, at kunne læsse de sidste 4 paller hos det store transportfirma Veøy lidt uden for Ålesund ved 16-17-tiden.
Så sidst på eftermiddagen kørte Hans erik mig tilbage til Vikingen, hvorefter hjemturen begyndte ud mod Skodje mellem Ålesund og Vestens. Godset var imidlertid endnu ikke kommet ind fra Kristiansund, og ankom så først kl. 19, der senere blev til 19:30. Selvom det skulle have været der allerede om fredagen, og vi nu havde mandag. Den forsinkelse forfulgte mig så resten af turen, og kostede mig en kørselsdag. Sådan noget kan selvsagt godt irretere mig. For problemet blev jo, at jeg løb ud for tid. Jeg nåede kun knap et par timers kørsel ned til Åndalsnes, hvor jeg så kunne tanke … hos Veøy … Der i.ø. er et ganske fint foretagende, med bl.a. danske chauffører. Jeg parkerede for natten hos nogle fine røde Scania lastbiler og en ikonisk amerikansk Peterbuilt med sin "lange snude” og store lodrette udstødningsrør på siden af førerhuset. Den og Scaniaerne holdt blot et par hudrede meter fra Veøys tankanlæg. Så Vikingen og jeg sov i godt selskab på en blæsende råkold og stjeneklar norsk efterårsnat.
Næste morgen var det op og afsted straks min nye køretid startede igen efter et kort 9-timers hvil. Det blæste igen fælt med slud omkring frysepunktet. Så det er tiden til forsigtig kørsel. Efter nogle kilometer lod jeg en norsk Scania med asfalttrailer overhale mig, men det kneb at følge med. Scaniaens række 6-er med sine 560 svenske Dalarheste trækker ellers godt igennem, men det nytter ikke meget med 7-800 hk, hvis chaufføren alligevel ikke kan udnytte dem… de 560 rækker såmænd fint til mig, selvom jeg da godt kan drømme drengedrømmene om en ægte V8’er, der i dag kun laves i Europa af Scania. Og nu er en ikonisk lastbil, efter at Mercedes Benz stoppede deres produktion af V8’ere for godt en halv snes år siden …
Køreturen gik så ned gennem Romsdalen over Bjørli fjeldpasset og forbi Dovrefjeldet til Lillehammer mod Oslo og videre forbi Fredrikstad mod grænseovergangen ved Svinesund. For travlt havde jeg, efter skiftende færgemeldinger… først kørte jeg for at nå 18:30-færgen. Så kom der en melding om, at der var fuldbooket så jeg slap pedalen, hvorefter 460 hk såmænd var nok, trods godt 40 tons totalvægt … et par timer senere kom så en ny melding. En chauffør fra Blue Water Shipping i Sverige nåede 15-færgen, så jeg kunne få hans 18:30-plads. Så kunne jeg såmænd godt have brugt en V8’er og 770 Dalarhestar….
Men lige lidt havde det hjulpet. For da jeg nærmede mig grænseovergangen ved Svinesund blev der kø. Indersporet var blokeret af lastbiler, der skulle ind gennem tolden. Så skete det, at Vikingen trak til højre op ad den sidste afkørsel før tolden, men ville ned igen af tilkørselsrampen igen… Så vupti havde jeg passeret et halv hundrede biler indenom, da jeg kom ud på motorvejskøen det sidste stykke over Svinesundbroen ind til toldstationen. Det blev lidt af et cirkus med afhentningen af papirer på Maersk-kontoret, der har et indklareringskontor bl.a. Blue Water og flere andre benytter. Og derefter i Tolden, hvor der så manglede et dokument, så jeg måtte retur til Maersk og i Toldkøen igen, hvor der trækkes et kønummer.
Det med kønumre fik mig i.ø. til at tænke på en gammel bekendt og forretningspartner. Svenskeren Moberg, der flyttede til Holland som ganske ung. Og sammen med en kollega stiftede og drev Bavak Security. De startede med at sælge sådanne “træk-et-kø-nummer-system”, og svang sig op på det, med hollands befolkningstæthed. Senere blev det sikringsløsninger, hvor de gennem mange år var førende på foldeporte, som mange chauffører kender fra havneterminalerne i fx. Hirtshals, Larvik og Göteborg. Jeg lærte så Jan at kende i tiden, hvor jeg arbejdede for A/S Gunnebo Nordic først i 00-erne som International Business Development Manager, og senere direktør for Gunnebo Perimeter Protection i Danmark. Det var i de år ISPS - International Standards for Port Security - blev indført til sikring af havnene i tiden efter terrorangrebet på World Trade Center. Så Jan Moberg og jeg mødtes ofte, hvor det også blev til sjove historier. En af dem var, at han og kompagnonen i 1980’erne blev tilbudt eneforhandlingen af Ericssons mobiltelefoner i Benelux, Belgien, Holland og Luxembourg. Dengang var mobiltelefoner lavet af Ericsson, Nokia eller Motorola. Og det var enten telefoner i håndtasker eller fastmonteret i biler og skibe. Efter at have en mobiltelefon i håndtaske på prøve, takkede Jan Moberg og hans hollandske makker tak, men nej tak, til muligheden for at blive telefonforhandler for Ericsson, der ellers havde ganske gode produkter. Men de to gæve gutter mente simpelthen ikke mobiltelefonen havde en fremtid med mulighed for tilstrækkelig udbredelse. Folk gad jo ikke slæbe rundt på 10-15 kg i en taske, der ville sikkert komme klager over den manglende dækning, og batterierne ville givetvis ikke holde særligt længe osv. Så de mente ikke bøvlet ville opveje indtjeningsmuligheden. Det grinte vi noget af, for som Jan sagde var hans Mercedes-Benz helt sikkert kommet hurtigere i garagen, og var blevet noget større, hvis de var gået ind i mobiltelefonmarkedet, da de fik muligheden.
Nå tilbage til tolden i Svinesund. Pladsen var fyldt med lastbiler, og et par kilometers kø op over Svinesundbroen, så det var jo som ved en sydeuropæisk grænse i sidste årtusinde. Jeg fik klaret tolden, men enhver forhåbning om, at nå 18:30 færgen blev slukket … Så videre det gik til Håby lidt nord for Uddevalla. Der er et stort truckstop, hvor jeg kunne tanke billig svensk diesel, med reduceret afgift. Ligesom tyskerne nu har det. Og nordmændene havde det til 1. oktober, og taler om at genindføre. Imens den danske regering bare sidder på hænderne, uagtet dieselen nogle steder har været over 20 kr. literen…
Tankanlægget i Håby var så lige under renovering, og kortsystemet drillede, så der skulle ringes manuelt op til IDS - International Diesel Service - af tankpasseren. Så også det tog en evighed. Da alt planlægning nu var smadret, tog jeg en pause med dagens ret. Typisk svensk truckermad: Stegt flæsk med kartofler og løgsovs. Andre svenske klassikere er pyt i panna (biksemad), stegt sild eller laks.
Derefter blev kørt det sidste stykke mod Göteborg, imens himlens sluser stod på vid gab. Jeg ankom til Stena Lines færgeterminal med et kvarters overskridelse af min køretid. Det var jo pivtræls grundet toldkøen. Bør chaufføren og vognmanden straffes for det?? NEJ!!! Den slags bør ikke være en stressfaktor, hvis vi gerne vil have danske chauffører og danske transportvirksomheder. Nå nu opstod næste spøgefuldhed først. Klokken var nu ca. 20:50 og jeg kunne checke ind, hvad jeg så gjorde. Eller rettere forsøgte… For med mit brandfarlige gods måtte jeg ikke overnatte inde på færgeterminalen, men blev jaget ud igen, så jeg ikke kunne få Tachografen sat på hold. Det blev jo kun værre … Og klokken var nublevet over 21, og jeg skulle checke ind inden klokken 8 med mit brandfarlige godsfik jeg besked på. Så jeg kunne nu heller ikke holde mit 11-timers hvil. Så skal man også være i bøderisikoen for det?? Og vi snakker altså ikke symbolske bøder for chauffører og vognmænd.
Nå jeg stod op næste morgen og gik i bad i Stena Line Sveriges “truckerlounge” i terminalbygningen, hvorefter jeg spurgte om jeg måtte vente med at køre ind til 8:10, hvor jeg så havde hold stille i 11 timer. Men ak nej, jeg skulle køre ind før klokken 8 !! Det gjorde jeg så, for at holde kan en halv times tid med motoren i tomgang på færgeterminalen, for så kunne jeg benytte mig af en færgeregel i forhold til hviletidsreglerne, hvor Tachografen (tidsmåleren) sammentæller tiden mellem to hvil, men det krævede jo så, at den ikke gik på hvil ikenden jeg trillede ombord. Og det kan undgås ved, at lade motoren gå. Så at jeg holdt i tomgang en halv time, blev konsekvensen af, at jeg ikke måtte checke ind 8:10 i stedet for 8:00, for at komme ud af bødezonen … Den slags er totalt gakkelak … Mon ikke nogen med stjerner og striber hos Politiet og Færdselsstyrelsen, samt de få transportvenlige politikere kan se det?? Og ikke bare dække sig ind undr, at regler er regler … eller at det er EU … I syd- og østeuropa kan de jo godt finde ud af at gradbøje og fortolke reglerne til deres chaufførers og vognmænds fordel. Det er oplevet ved selvsyn.
Nå godt ombord på færgen var der morgenmad med scramble eggs and bacon med danske cocktailpølser til. Og så blev der tid til, at skrive fortællingen her, men strabadserne var ikke slut. Afkørslen kl. 12:30 og Tolden i Danmark var hurtigt klaret, så jeg kørte ud af Frederikshavn kl. 13 med besked til Blue Water om jeg kunne være hos kunden sydvest for Viborg ved 15:15 tiden, og da de lukkede kl. 16 var alt jo OK. Et kvarters tid inden ankomsten ringede jeg så til kunden, for at de kunne være klar. Der blev jeg så paf. For min telefon blev besvaret i Billund med besked om, at der ikke var nogen i Viborg, da de var gået hjem grundet maskinnedbrud på produktionslinjen. Så jeg kunne få losset i morgen kl. 6:15.Jeg blev forbandet, men holdt dog den gode stil. Det lykkedes mig også, at få kontakt til en i Viborg, der ville ringe tilbage. Det gjorde han så ikke. Da jeg ringede ham op igen, ville han ringe indenfor 5 minutter. Det gjorde han så heller ikke, og derefter blev mobiltelefonen ikke besvaret. Da blev jeg arrig. Der kom så en anden chauffør, Klaus fra Hanstholm Containertransport, der kører dagligt for kunden. Han hjalp mig med et andet telefonnummer, hvor det lykkedes mig at komme i kontakt med produktionschefen i den danske del af koncernen. Han havde forståelse for mine frustrationer, og jeg fik ham forklaret, at det ikke kunne forventes at blive en gratis omgang, hvis jeg ikke kunne få losset samme dag. Og at jeg ikke kom til at holde der til kl. 6 næste morgen. Vi skal jo videre ... for kunderne forventer jo hurtigt og effektive leverancer, vi bestræber os på at leve op til.
Det viste sig så, at lige netop i Viborg lukkede de sædvanligvis for varemodtagelse kl. 13:30, imens vi på deres øvrige fabrikker kan losse til kl. 16. Han erkendte dog også uden videre, at fejlen lå hos dem med manglende information. Både om at losningen skulle være inden kl. 13:30, og at de var gået hjem uagtet de vidste der var en bil på vej fra Norge. Så vi havde faktisk en ganske OK dialog, hvor han var overrasket over at tale med en dansk selvtænkende chauffør, da det oftest er østeuropæere uden engelskkundskaber, der kommer hos dem. Så vi fik det løst, og der kom en rumæner ud, for at lukke op og losse. Han var ny med en truck, og havde kun været med til at losse få gange med indscanning af stregkoderne for varemodtagelsen. Men med fælles hjælp gik det fint, om end langsomt. Men vi fik det løst. Derefter gik det hastigt mod terminalen i Taulov, hvor jeg nåede ind og fik losset de sidste paller, som rosinen i pølseenden imens det var ved at feje og rengøre, som afslutningen for aftenholdet. Så også det nåede jeg, så godset kan komme planmæssigt videre næste morgen.
Hvorefter jeg kunne parkere Vikingen, for at oppe i personbilen til Hvide Sande for nogle efterårsferiedage med Maria og Juliane, min gamle far samt Christian og Michelle med børnebørnene ❤️
Rigtigt god dag til dig, med tak for du følger med. Det gør det jo lidt sjovere og er ulejligheden værd med beretningerne👋😃
