08/05/2026
I går mødte jeg ind på en afdeling til fællessang. Der lå en borger med armene udstrakt henover et bord - hulkende. Jeg kender hende godt. Hun har en meget aggresiv demenstype, og fællessang er egentlig slet ikke noget for hende, for i større stillesiddende grupper 'forsvinder' hun lidt ind i sig selv.
Hun elsker naturen og hun elsker at danse. Jeg tog hende med ud på terrassen i solen. Hun rystede i hele kroppen. Jeg strøg hende på ryggen. Spurgte om hun kunne mærke mine strøg på ryggen, om hun kunne mærke solen på kinderne, om hun kunne se de små fine lyserøde blomster i altankasserne.
Hun stoppede med at græde, trak vejret lidt dybere. Jeg hentede en lille jakke til hende. Vi satte os ned, og jeg sang Vem kan segla, satte lidt ord på, at livet også indimellem er nærmest brutalt og svært at være i. Herefter sang jeg: Det er i dag et vejr og så Let it be og I am sailing. Hun nynnede lidt med, og til de sidste begyndte, hun også at danse lidt.
En anden meget medfølende borger, som slet ikke er så dårlig i sin demens kom ud og sang lidt med, fællede en tårer, fordi han var glad for sin 'medborgers' nye tilstand - det var meget smukt at observere. Han dansede lidt sammen med hende, mens jeg spillede. Vi gik, da en stor sky gik for solen. Hun grinede på vej ind, og hun har det dejligste grin. Jeg spillede et par enkelte numre mere, satte hendes favoritkunster på, på vores musikafspilnings-system og forlod afdelingen.
25 meningsfulde minutter